Tur til Det Kongelige Teater d 18/4 2024
54 glade og forventningsfulde medlemmer af ÆIB mødtes ved Hallen i god tid før kl 9.30, hvor bussen senest skulle køre mod København og Det Kongelige Teater. Ved ankomsten blev vi delt i 2 grupper med hver sin guide. Begge tidligere balletdanserinder – rigtig dygtige også som guider.
Efter vi havde hængt overtøjet, kom vi til foyeren skænket af brygger I.C. Jacobsen. Meget flot rum med flotte vægge, 2 store spejle, 2 store lysekroner og et loft med udskåret træ. Vi hørte om bygningens historie. Vi kom ind i teatersalen og hørte om salen, den kæmpe store lysekrone, og så ”jerntæppet” foran scenen, kongelogen, damesiden mv. Vi gik videre ad lange gange (vist 30 km i alt på teatret).
Til bagscenen med teknik og hvor der er mulighed for lynomklædning. Vi kom også til de store skræddersale, hvor der er dameskræddere og herreskræddere. Mange ruller m sytråd, reoler m knapper og andet tilbehør. Der syes rigtig mange kostumer hvert år. Det syes med brede sømme og store sting, så kostumerne let kan omforandres. Kostumerne genbruges – der var balletkostumer, som vores guider havde brugt i 70’erne. Næsten intet bliver vasket, det bliver luftet. Og balletskørterne skal hænge på en helt præcis måde, så de ”strutter” som de skal.
Vi sluttede af ved kongelogen. Så stolene hvor de kongelige sidder under forestillingerne. De har kroner øverst på ryglænet. Vi var også i rummet, hvor de kongelige opholder sig inden forestillingerne og i pauser. Stole og sofaer m silkebetræk. Der er også en elevator – den har 2 guldstole, så de kongelige gæster kan hvile, hvis der opstår tekniske problemer under kørslen. Et flot rum med dekoration i loftet og på væggene.
Herefter til Restaurant Gilleleje i Nyhavn 10. Vi havde hele restauranten for os selv. Frokosten ventede. Efter vi alle havde købt drikkevarer, kom maden på bordet. Koldt bord m 5 slags pålæg, æg m rejer, røget laks, hønsesalat m bacon, lune frikadeller og til sidst brieost m druer. Brød, smør og kiks – alt meget lækkert. Værten fortalte om restaurantens historie. Nyhavns ældste restaurant og en af Københavns ældste. Interiøret havde historie. Spændende.
Da vi var færdige med frokosten, var arrangementet slut. Mange gik hen for at se den nye statue af Karen Blixen på Sct. Annæ Plads tæt ved. I legemsstørrelse i bronze sidder hun på en stol med en åben bog i den ene hånd. Mange gik også forbi Børsen, som havde været i brand d 16/4 (2 dage før). Der var afspærret omkring den delvis nedbrændte historiske bygning. Man ledte stadig efter mulig ild. Sidst på eftermiddagen styrtede mere af murene sammen.
Ref: Bodil Larsen