Gode råd om gymnastik og styrketræning.

Mange ældre kan træne mere end de tror.

Der findes et utal af myter om træning, hvoraf langt de fleste desværre er med til at begrænse ældres fysiske udfoldelse – uden grund.


Må personer, der har fået en ny hofte, gerne hoppe?

Ja, hofteopererede, der kan løbe og hoppe må gerne det – men det må ikke gøre ondt.

Må osteoporoseramte bøje sig fra stående stilling nedad og fx snøre deres sko?

Kun osteoporoseramte med sammenfald i ryggen skal passe på med at bøje sig fremover.

Det er farligt at række armene over hovedet.

Nej. De ældre har hver dag brug for at få armene over hovedet, når de skal rede håret eller nå noget på den øverste hylde. Derfor skal smidigheden i skulderleddet trænes.

Smerterne skal respekteres, og ældre med smerter i skulderen skal selvfølgelig ikke overbelaste den yderligere ved at gennemføre en øvelse, der gør ondt. Blodtrykket stiger,

når armene løftes over hjertehøjde. Det er normalt ikke farligt, men undlad at holde armene over hovedet i mere end et par minutter ad gangen.

Det er farligt at blive svimmel under træning.

Ja i nogle tilfælde. Ældre med hjerteproblemer skal stoppe træningen, hvis de oplever unaturlig svimmelhed, når de træner. Men normalt kan træning være med til at mindske den svimmelhed, som mange ældre lider under. For at få den ønskede effekt skal de ældre træne, så de netop bliver svimle.

Ældre må ikke bøje nakken bagover og kikke op mod loftet eller rulle med hovedet hele vejen rundt.

Jo, det må de godt. Det er nødvendigt at kunne bøje nakken bagover, når man skal finde noget på den øverste hylde eller orientere sig på trafiktavler. En stiv og ubevægelig nakke påvirker mange af hverdagens funktioner. Selvom nakken ”knager” under øvelserne, er dette ufarligt. Enkelte med udtalte forandringer i nakkens led f. eks. som følge af svær leddegigt skal følge lægens råd og være forsigtige med nakkeøvelser. Hvis ældre oplever, at hovedrulning er ubehagelig, kan de nøjes med at rulle fra side til side og ikke komme bagover.

Det er farligt at styrketræne, hvis man har dårligt hjerte eller forhøjet blodtryk.

Tværtimod. Muskelstyrken er væsentlig for at bevare funktionsevne. Stærke muskler gør hverdagen let og sikrer, at de ældre kan udføre de dagligdags gøremål uden at blive trætte og overbelastede.

Ældre anbefales normalt at træne med moderat belastning af hensyn til leddene. Det vil i praksis sige, at man kan gentage øvelsen 10-15 gange. Ældre bør både af hensyn til hjerte og led undgå tung styrketræning med maksimal belastning.

Det er farligt at blive forpustet, når man træner.

Nej, det er sundt. Det er først, når man bliver forpustet, at der opnås en konditionsmæssig forbedring. En god kondition sikrer, at de ældre fortsat kan gå på trapper, gå ture eller gennemføre anstrengende huslige gøremål som støvsugning og vinduespudsning.

Ældre med lungelidelser må helst ikke træne.

Forkert. Ældre, der har begrænset funktion på grund af lungesygdom, har netop glæde af at træne, idet træning kan være med til at forbedre lungefunktionen og f.eks. øge gangdistancen.

Man må ikke stå på knæ eller sidde på hug med et nyt knæ.

De fleste kan efter 3 måneder bruge knæet helt frit, og der er ikke noget i vejen for at stå på knæene hverken i frierstilling, på alle fire eller lignende. Men de færreste kan sætte sig på hug, og denne udgangsstilling frarådes.

Ældre med knogleskørhed må ikke træne ryggen.

Tværtimod. Ryggen skal trænes ellers forfalder den. Det gælder ikke mindst for ældre med knogleskørhed. Træning af musklerne er med til at beskytte leddene og bevare styrken i knoglerne. Det er desuden vigtigt at man bevarer smidigheden i ryggen. Bøjning (forover) og vridning i ryggen bør undgås, hvis der er konstateret sammenfald i ryghvirvlerne.

Ældre med knogleskørhed må ikke styrketræne.

Forkert. Let til moderat styrketræning er vigtig for at bevare led og knogler. I hverdagen vil stærke muskler i benene kunne forebygge fald. Tung styrketræning frarådes generelt til ældre.

 

Ældre med gigt og smertefulde led må ikke træne.

Forkert. Stærke muskler er med til at forebygge fald og beskytte led og knogler. Træning har i visse tilfælde vist sig at mindske smerter ved leddegigt og slidgigt. Af hensyn til leddene er det vigtigt at øge træningsbelastningen gradvis og holde muskler og led i form hele året.   

 

Med venlig hilsen

Instruktørgruppen